Kære Neve
Det er nu 48 dage siden at du smed mig ud fra Skive Handelsskole. Eller som du ville sige det "sat på standby". Nej, jeg er stadig ikke ovre det. Jeg tænker på det hver dag. Så nu vil jeg forsøge at få styr på mine følelser, gennem dette brev til dig.
Jeg føler at jeg har brugt for lang tid på at være ked af det, over det her - men jeg er fortsat ked af det. Dog har jeg i netop dette øjeblik, fået midlertidigt vendt min sorg til vrede. Hvem skal jeg være vred på? Mig selv først og fremmest, men det er ikke noget nyt, og det er egentlig en konstant følelse for en pige som mig. Men eftersom jeg har gået de sidste 48 dage og gået over hver eneste lille bitte detalje, omkring hele seancen den dag, må jeg indrømme, at en del af vreden også er tildelt dig. Jeg åbnede mit hjerte for dig og bad om hjælp, og din reaktion var at afvise mig. Hvad kalder man det? Hmm.. Der hvor jeg kommer fra kalder man det "at træde på én der allerede ligger ned"!!
Skolen var det sidste jeg havde at holde fast i, Henrik - Og det tog du fra mig. Du tog det fra mig. Du tog mit aller sidste holdepunkt, og lod mig falde. Og jeg faldt, åh om jeg faldt. Hvis jeg sagde til dig før, at mit liv var et helvede, så var det løgn. NU er mit liv helvede. Jeg brænder op indeni. Jeg sidder HVER EVIG ENESTE NAT, og tænker "Hvorfor ikke? Jeg har jo alligevel intet tilbage". Jeg har intet mål længere Neve, for det tog DU fra mig! Du tog det sidste jeg havde at holde fast i, og rev det fra mig, med så kort varsel at jeg ikke engang havde tid til at forberede mig på, hvad jeg skulle gøre. Og hvad gør jeg så? Jeg falder Neve! Jeg falder! Dybere og dybere for hver dag! Og det er vores skyld Neve! Din og min.
"Du er for syg til at gå her". Det var dine ord. For syg? Så psykisk syge har ikke ret til en uddannelse!? Er jeg for syg til at få en uddannelse!? Du SMED mig ud, om du vil indrømme det eller ej! Du tog alt fra mig! Jeg sidder her med en stor fed klump i halsen og tårer i øjenkrogene, mens jeg skriver det her. For er du klar over, hvor hårdt det er? Hvor hårdt det er at leve med absolut intet? At leve, når du ved at du ikke duer til noget? At du ikke kan noget? At ingen tror på dig? NEJ! For du aner ikke hvordan det er!! Du har ingen idé om hvor meget smerte du har forvoldt mig! Du troede du gjorde mig en tjeneste, og tog vægten af mine skuldre - men nej. Du skubbede mig ud over kanten, og nu har jeg intet tilbage.
Jeg har ramt bunden Neve. Dette er resultatet af din beslutning. Mit liv er intet værd længere. Jeg kunne lige så godt være død, og det ville være en lettelse for alle. For mig selv, min familie, mine venner, alle jeg kender, og alle jeg ville møde i fremtiden. Den eneste der ville lide skyld af det, er dig. Og åh hvor jeg ønsker at du skal føle skyld. Jeg ønsker at du skal lide ligesom jeg har lidt. Jeg ønsker at du skal LIDE under min beslutning, ligesom jeg har lidt under din. Jeg ønsker at du skal leve med smerte og skyld resten af dit liv, ligesom jeg har levet med det hele mit.
Så lyder spørgsmålet igen: Hvorfor ikke? Hvorfor tager jeg ikke bare mit eget liv, og gør en ende på alt den anger, vrede, skyld, sorg og angst, og som bonus får en hævn, du ikke kan undslippe? Hvorfor?
- Jo ser du.. Hvis jeg gjorde det, så ville
du have vundet. Du lod mig sejle i min egen sø, og det ville være et nederlag at synke sig selv.
Jeg håber du får et langt og elendigt liv. Du er en afskyelig og ussel person. Brænd op i helvede, svin.
Kiri Rehmeier
