Viser opslag med etiketten sorrow. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sorrow. Vis alle opslag

7. okt. 2012

Confession

I can't feel myself, really can't feel shit,
My throat is dry, is my cigarette even lit?
So empty inside,
Awake all night.
I light another smoke for my loneliness,
My suffering, suffocation and unhappiness.
No energy left,
To stop breathing.
Should I really wait until I'm cracked,
Or die with my pride still attached?

 Like an itch that you can't scratch,
A pain inside, impossible to snatch.
To carry on pretending,
Until the bitter ending.
Throat so sore I just can't swallow,
Crying inside from eyes so hollow.
Save me,
Rescue me.
Seeking satisfaction in a material thing, 
Couldn't care less what people think.

Words are my escaping, digging up the dirt.
But they are too small to describe this hurt.
Hands in the air,
Surrender, don't you dare.
Life is real, but I wish it was fiction,
Finding release through a hurtful addiction.
Feeling so neglected,
Alive but disconnected.
We all have to learn and memorize the lesson,
I did, and you just read my confession.


by Kiri Rehmeier 07/10/12

30. aug. 2012

Et sølle liv

Lille du
Der er glasskår i min seng
en skitseblok fyldt med lidende mennesker
for hver tåre indeni der falder
tænder jeg en ny cigaret
et halvtomt, et halvkoldt krus kaffe
med en smøg i min flab
står jeg midt i dødens gab


sidder i min ensomhed, min smerte og min tomhed
de ved at der er noget, men de ser dig ikke
de ved ik' hvem du er, men du vil mine vinger stikke
Hvem er jeg? Hvad er jeg? -engel, uheld, ussel
hvordan kan det være at i ser mig som en trussel?


Hvad fanden skal jeg sige når der ingen andre er?
selvmedlidenhed - hvad skal jeg dog med det?
men sprut og nikotin det skal fanme bare mixes
for farmand han har indset at det her det ik' ka' fixes.



(Denne skitse er over et år gammel)

1. feb. 2012

a song that describes me right now



Lay Me Down - Crossfade


It's over, I quit.
I'm about as lifeless as it gets
It's not like I'm worth saving anyways.
I don't belong here, I never really wanted to be here.
Why can't somebody else take my place.
Lay me down, I'm so tired.
Empty Inside, alive and uninspired.

I'm useless, I'm done.
I've written letters to the ones
I've loved so much that it hurts to say goodbye.
I don't wanna die, I just don't don't wanna be alive.

Lay me down, I'm so tired.
Empty Inside, alive and uninspired.

Lay me down, I'm so tired.
Empty Inside, alive and uninspired!

(Lay me down)
Yea, I feel such a feelin' that I never knew
Something I always thought I couldn't do.
But you don't know anything
That makes me feel life
Except making you bleed five times,
In one night.
You know you deserved it.

14. aug. 2011

Letter Challenge Day 12

A letter to the person you hate the most / caused you a lot of pain.


Wow.. This is a tough one. The whole 'hate'-thing has been a big part of my life. There have been many many times where I simply just hated everyone. But the deal is that the person I hate the most is myself. But I'm not gonna write a letter to myself. When I was 14 my depression started, and I'm gonna tell the story of what happened back then. I'm gonna paint the scenario that got me into this shit.


When I was 12 I moved to another school. At my new school I got a really really good friend. We had the best friendship, and we were together after school almost every day. I'm gonna call her S. 
We were the best of friends for about two years, and then at the age of 14 we had to move to another school across the street. The new school was for eighth, ninth and tenth grade only. So we were now eighth graders. The classes were mixed from five different schools, but S and I got in the same class. We started hanging out with two other girls and we enjoyed hanging out together all four. As time passed by S started hanging more and more out with one of the girls, lets call her M. The last girl and I was sort of pushed out of the group, but we didn't like each other, so we didn't spend any time together. The problem was not that M and S got a closer friendship. The dilemma was that M hated me. So since M didn't like me, S started to forget about me. Within a few months we didn't spoke to each other anymore.


Every day on my way home from school, I cried my eyes out before I got home. When I got home my mum would ask "how was school?", and I'd answer "fine" or "as usual". I'd go to my room and waste my life away on websites trying to get a social network. 
I became depressed and fell into an eating disorder as well. I wrote poems and songs and cried to all sad music I could find. S only talked to me if we were put in the same group at school. In my head I cursed her and M every day. This scenario started the riot, that made several years of my youth into a living hell. 
Somehow I blame them. But my social skills were as low as possible, and I was unable to make friends or make people like me. So I guess it's my own fault. But still I will always hate them. Because of what they did to me. The worst kind of bullying is the mental kind, and when people pretend you don't exist, you are being bullied mentally. 
So here goes..


Dear S


I hope the rest of your life will be shit. 
The day you end up like your mother, living in a shitty house, having three kids with three different men, and you end up fat and lonely - I am gonna look at you and let my eyes tell you this: "How does it feel to be a social loser and a complete failure?"


Truly
Kiri Rehmeier, the friend you forgot

21. maj 2011

..

Life is shit. 'Noff said..

10. jan. 2011

LaFee - Der Regen fällt

En smuk sang



Oversat til dansk:

Hun er en stjerne
Hendes drøm er sand
Hun er åben
Endelig på toppen
Hun danser i lyset
Hun ønsker at være der
Helt alene
Tusindvis af hænder - fest uden ende
Hun stiller ingen spørgsmål, kan ikke bærer svaret
Om natten ligger hun vågen
Og angsten kommer meget tæt på
Hun søger den pige hun var, men hun er der ikke længere
Regnen falder hun er nummer et
Regnen falder, de bare ønsker at være lykkelig
Regnen falder hun er alene i natten
Det er koldt i hendes værelse, når ensomheden vågner
Regnen falder så mange drømme af hendes Regnen falder, men ingen banker på døren
Regnen falder, hun holder ikke længere til presset
Hun vil væk, hvor hun er ude af sit liv
Deres pligt
Er hendes ansigt
At smile
Igen og igen, at smile
Dette er drømmen
Lykken brænder
Ingen anerkender
Hun spiller til hendes lille hjerte brister
Ingen ved, hvad hun ønsker, fordi hun kun er sød og rolig
Om natten ligger hun vågen
Og angsten kommer meget tæt på
Hun søger den pige hun var, men hun er der ikke længere
Regnen falder hun er nummer et ...
Hendes pligt - er hendes ansigt
Smilende - altid smilende

25. sep. 2010

De der dage

Nogle gange, så har man bare de der dage hvor man ikke magter noget. Hvor alting simpelthen virker så ligegyldigt og uretfærdigt. Jeg synes de dage er lidt for ofte for tiden. Jeg savner at magte noget. Jeg savner at magte livet..

13. sep. 2010

Overhalingsbanen



Jeg føler mig ret stresset. Jeg føler ikke der er styr på en skid i mit liv. Det er som om jeg ikke rigtig kan få overblik, og egentlig til tider heller ikke vil have det.
" We walk the plank on a sinking ship.. "
Jeg føler ikke jeg kan nå alt det jeg gerne vil. Alt det der er at gøre. Alt det jeg bør, føler jeg ikke jeg magter. Nogle gange føler jeg ikke engang at det er noget værd mere. At gøre alle disse ting, og alligevel gå og have det skidt.
Vinteren er på vej. Efteråret er igang, og sommeren er slut. Lyset forsvinder. Som det gør hvert år. I takt med at det bliver mørkere og mørkere, bliver mit sind det også. Depressionen indtager, og får atter stor magt over min tilværelse. Lyset forsvinder fra dagen, og desværre også ud af mit liv. Og hvad mon der så vil ske om et par måneder, når jeg allerede nu kan se at der er kaos?
Jeg frygter for om jeg igen i år skal ædes op af et mørke der kommer indefra? En ond sygdom der spiser alt godt i mig indefra, og som ikke kan fjernes. Skal jeg bare ædes op igen i år? Svaret er ja. Jeg ved det jo godt. Jeg ved hvordan mit liv er forbundet med min sygdom. Jeg ved at mit liv er det samme hver vinter. At jeg hver dag skal kæmpe en kamp så hård at man kun kan vinde, hvis man er klar over det gælder ens liv. Det er fanme hårdt. Det gør ondt, det tager alle kræfter, og trangen til at give op vækkes skam. Se det som den værste dag i dit liv - nogensinde, genspilles igen og igen hver dag. At du må genleve de værste øjeblikke og værste følelser igen og igen og igen. At du, uanset hvem, tænker på at slippe væk fra det helved du lever i, for en hver pris? Hvad holder dig oppe? Ja, jeg ved ikke med andre.. Men det der holder mig oppe er nok mest af alt, at jeg ikke kan klare flere nederlag. At jeg simpelthen væmmes ved mig selv, når jeg ligger og siger til mig selv at det ikke er det værd. Det der holder mig, er at jeg ikke kan klare at være den svage. Jeg kan ikke holde ud at være svag. Svaghed er fint, så længe det er mig der hjælper, og ikke mig der skal hjælpes. Så længe det ikke er mig der er svag. Jeg er en stærk person, ikke kun fordi det er det jeg vil, men fanme om jeg har været svag. Svagere end jeg nogensinde vil indrømme overfor andre end mig selv. Jeg kan ikke holde ud af have ansvaret for at jeg har været så svag, selvom det naturligvis er mit eget ansvar. Jeg fandt min vej. Jeg halede mig selv op af det sorte hul, fordi jeg ikke ville have hjælp. Jeg gjorde det SELV. Derfor er jeg stærk. Fordi det jeg hjælper folk med, det folk kæmper med, det jeg har været igenmmen gang på gang, det kan jeg. Jeg redede mig selv, da ingen andre kunne. Det lyder måske som om jeg har høje tanker om mig selv. Men jeg kender min styrke og mit værd, og jeg er ligeglad med hvordan folk ser på det, så længe jeg selv ved hvad der er rigtigt.
Tænk lidt over det. Hvad har du overvundet? Hvad har du opnået?

10. jun. 2010

Det er om ikke at tænke

Lige nu.. Drejer mit liv sig om ikke at tænke. Hvis jeg tænker dybt nok, bliver jeg ked af det, og helt ærligt så kan jeg ikke magte det. Jeg holder mig så vidt muligt igang. Besøger venner. Hører musik der gør mig glad. Drikker mig i hegnet. Jo tak. Sådan skal det gøres når man ikke tager den hårde måde. Nogle gange kan jeg selfølgelig ikke undgå at tænke på det, men jeg forsøger at holde det overfladisk. Så det ikke gør så ondt. Skal være stiv imorgen. Med de skønne mennesker fra Vejen. <3
Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden Nicklas. han har redet mit liv så mange gange, og denne gang gør han det sku glædeligt igen. Han har et hjerte af guld. Virkelig. Hvis alle havde en ven som ham, ville verden være et meget bedre sted.

9. jun. 2010

Sleep

At hoste konstant, og være uafbrudt ked af det, er noget der tager hårdt på kræfterne. Jeg vil gå i seng.