Nattens dødelighed

Når du hastigt falder hen i drømme
Ligger jeg med sanserne på spids
Din arm om mig og følelser så ømme
Ej en nat før har jeg følt mig så tilfreds
Drømmer jeg monstro allerede
Eller er det sandt at du er til stede

Et glip med øjnene når jeg kysser dig
Dit tag om mig bliver lidt fastere
Intet jeg skal nå før lyset når mig
Ud over havet er der intet der haster
Et hav a drømme drukner os to
Aldrig har jeg haft en drøm så god

Den forsigtige hævelse af dit bryst
Et vemodigt suk mod min nakke
Jeg er sårbar men her findes trøst
Nøgen dog tryg med dig som frakke
Angst at falde hen i øjeblikket denne
Et øjeblik perfekt burde aldrig ende

Et godnatkys summer på mine læber
Stop tiden nu, lad natten vare evigt
Ånder sort ind knytter dine hænder
Fredsommelighed i dit smukke ansigt
Som et pust af sommer sukker du
Har aldrig været mere i live end nu

Jeg kysser nænsomt din bløde mund
Inden disse grønne glasøjne lukker
Kærtegn på læberne så blød og rund
Små ryk mens bevidstheden slukker
Denne smukke tiltalende virkelighed
Morgen blotter nattens dødelighed


af Kiri Rehmeier
den 14. november 2012

Søvnløshed

Mit hovede føles proppet. Tankerne

hober sig op, og danner et virvar af 

bekymringer. Jeg er altid bekymret. 

Der er altid ét eller andet, der går mig 

på. Det stopper aldrig. Det er som om 

jeg ikke kan lade være. Nærmest 

umuligt at styre dem andre veje.

Mine tanker racer altid rundt, og der 

er faktisk aldrig ro i mit hovede. Ofte 

kan for mange bekymringer blandet 

med uoverskuelighed, resultere i panik. 

Panisk angst der driver mig helt der ud, 

hvor vandet er så dybt, at man ikke 

længere kan ane bunden under sig. 

Helt der ud ,hvor distancen er så 

lang, at man ikke længere kan skue 

land i horisonten. Derude hvor det blå 

hav er så dybt, at det blå bliver sort. 

Jeg kan ikke bunde. Bunden er ikke 

eksisterende, og jeg er ikke længere i 

stand til, at holde mig selv flydende. 

Armenes febrilske fægten i kampen 

for at holde hovedet over vand 

svigter, og jeg synker - dybere og 

dybere. Angsten er for længst 

grebet ind, og har taget på mig. Det 

nytter ikke noget at kæmpe imod, det 

er allerede for sent, at styre den vej. 

Så jeg gør det eneste der er tilbage 

at gøre. Lader mig synke endnu 

dybere. Svigter bevidstheden mon 

før jeg når at ramme bunden? Jeg 

synker - langsomt. Da jeg løber tør 

for luft, og som jeg tvinges til at tage 

en indånding af det tunge sorte hav

Vågner jeg.

Af Kiri Rehmeier / natten til den 18. august 2012

Nattetanker

Ligger i mørket. Det eneste der bryder 

tavsheden er lyden af regnvåde veje, 

mens bilerne passerer forbi mit vindue. 

Søvnløsheden er dræbende. Selvom 

søvnen er tiltrængt, er den umulig at 

opnå netop denne nat - Denne nat, 

så vel som mange andre nætter. 

Beslutter mig for, at en cigaret mere 

ikke ville skade. Disse nattetimer er 

alligevel gået til spilde på nyttesløs 

forsøgen på at opnå søvnen, der 

efterhånden virker så fjern som paradis. 

Lige så uopnåelig. Overvejer mange 

gange at droppe søvnen for denne nat. 

Bare forblive vågen. Da jeg drejer hjulet 

på lighteren, lyses rummet op. Ikke meget, 

men nok til at få mig til at knibe øjnene 

sammen og blive blændet som en muldvarp. 

Nu er kun den røde glød synlig i det sorte. 

På trods af, at der intet er at se, har jeg

fortsat mine øjne åbne. De grønne.

Jeg har aldrig brudt mig om stilhed, så 

byens liv er betryggende i den sorte nat.

Den fortsatte lyd af biler der gennemtrænger 

små samlinger af regnvand på asfalten. 

Hvad mon de skal? De som kører rundt 

klokken halv fem om morgenen.