Missing loner

Lying in the dark. I feel so alone. I'm lonely every day. Since I moved I've started feeling more alone than ever. I miss people. I miss my friends, I miss my cat, I miss my mum! I miss my mum so much... I miss having coffee with her. Laughing with her.. I miss having her around when I'm sad. I'm sad a lot, and I miss her so much.. Pathetic? Maybe. But at least I'm mature enough to admit it..

My days are empty. I have do purpose at the moment. I'm pathetic. I'm worthless. I'm shit.

Brighter lights in Copenhagen

A lot has happened since I last updated you guys. Yes, I got kicked out of school. My principle put me on hold for the year out, saying I could take third year over again. Like that's gonna happen. Two weeks after my big breakdown, I made a decision. A huge decision that was gonna turn my life upside down. I decided to move away from home. I moved to the opposite side of the country. I now live in a basement room below my sister and her boyfriend's apartment. I moved from the countryside to the capital. Yes, I now live in Copenhagen.
It was a big decision, but I cannot say it was a hard decision to make. I had nothing left to do in Jutland. I lost everything. The only thing that made me get up in the morning. After getting kicked out of school, I slept for days. I cried, slept, woke up, went to the bathroom, slept, woke up, cried, ate, went back to sleep.. I couldn't get myself to face the reality, so I just slept. I slept to keep away the pain.
My sister suggested that I could come and move in with her and her boyfriend. I had to think about it, cause it was a big decision in the middle of my chaotic state of mind. I did it. I moved.
When I first got here, my sister and I started looking for jobs for me. The first day I went out with job applications I was nervous. I handed over 6 applications that day. The next day I went out there again, and while handing over my 7th application I was offered a jobinterview right away. Sure I thought, and guess what - I got the job. Right then and there. I'm starting this week. I am a substitute at a kindergarden. I'm gonna work with small children. I am so glad. 2 weeks after getting kicked out of school, I had a job AND a place to live in Copenhagen.
We are renovating the basement I am going to live in. Today I finished painting all of the walls, and tomorrow we are going to paint the floor. THEN I'll be ready to move my stuff in, and we'll be going to IKEA on friday, to find me some new furniture. I've never been to IKEA before, so that's gonna be exiting.

Oh, and by the way... I'm going to a Simple Plan concert tomorrow!!! I'm so exited!! I love them! - the only con about it is, that I am going to the concert alone. Non of my friends like the music I like, and the once that do, doesn't have any money or don't have the time or whatever excuse.

That was all for this time, hope to update you guys soon again. This is a post written on a sleepless night. It's 2 AM, so I better try to sleep. Cya guys.

Impulsive compulsive

Impulsive compulsive..

Often I consider myself in compulsive situations.. But it is always at impulsive times, that I do.

Impulsively I become comepulsive.

Overhalingsbanen

Jeg føler mig ret stresset. Jeg føler ikke der er styr på en skid i mit liv. Det er som om jeg ikke rigtig kan få overblik, og egentlig til tider heller ikke vil have det.

" We walk the plank on a sinking ship.. "

Jeg føler ikke jeg kan nå alt det jeg gerne vil. Alt det der er at gøre. Alt det jeg bør, føler jeg ikke jeg magter. Nogle gange føler jeg ikke engang at det er noget værd mere. At gøre alle disse ting, og alligevel gå og have det skidt.

Vinteren er på vej. Efteråret er igang, og sommeren er slut. Lyset forsvinder. Som det gør hvert år. I takt med at det bliver mørkere og mørkere, bliver mit sind det også. Depressionen indtager, og får atter stor magt over min tilværelse. Lyset forsvinder fra dagen, og desværre også ud af mit liv. Og hvad mon der så vil ske om et par måneder, når jeg allerede nu kan se at der er kaos?

Jeg frygter for om jeg igen i år skal ædes op af et mørke der kommer indefra? En ond sygdom der spiser alt godt i mig indefra, og som ikke kan fjernes. Skal jeg bare ædes op igen i år? Svaret er ja. Jeg ved det jo godt. Jeg ved hvordan mit liv er forbundet med min sygdom. Jeg ved at mit liv er det samme hver vinter. At jeg hver dag skal kæmpe en kamp så hård at man kun kan vinde, hvis man er klar over det gælder ens liv. Det er fanme hårdt. Det gør ondt, det tager alle kræfter, og trangen til at give op vækkes skam. Se det som den værste dag i dit liv - nogensinde, genspilles igen og igen hver dag. At du må genleve de værste øjeblikke og værste følelser igen og igen og igen. At du, uanset hvem, tænker på at slippe væk fra det helved du lever i, for en hver pris? Hvad holder dig oppe? Ja, jeg ved ikke med andre.. Men det der holder mig oppe er nok mest af alt, at jeg ikke kan klare flere nederlag. At jeg simpelthen væmmes ved mig selv, når jeg ligger og siger til mig selv at det ikke er det værd. Det der holder mig, er at jeg ikke kan klare at være den svage. Jeg kan ikke holde ud at være svag. Svaghed er fint, så længe det er mig der hjælper, og ikke mig der skal hjælpes. Så længe det ikke er mig der er svag. Jeg er en stærk person, ikke kun fordi det er det jeg vil, men fanme om jeg har været svag. Svagere end jeg nogensinde vil indrømme overfor andre end mig selv. Jeg kan ikke holde ud af have ansvaret for at jeg har været så svag, selvom det naturligvis er mit eget ansvar. Jeg fandt min vej. Jeg halede mig selv op af det sorte hul, fordi jeg ikke ville have hjælp. Jeg gjorde det SELV. Derfor er jeg stærk. Fordi det jeg hjælper folk med, det folk kæmper med, det jeg har været igenmmen gang på gang, det kan jeg. Jeg redede mig selv, da ingen andre kunne. Det lyder måske som om jeg har høje tanker om mig selv. Men jeg kender min styrke og mit værd, og jeg er ligeglad med hvordan folk ser på det, så længe jeg selv ved hvad der er rigtigt.

Tænk lidt over det. Hvad har du overvundet? Hvad har du opnået?