Jeg føler mig ret stresset. Jeg føler ikke der er styr på en skid i mit liv. Det er som om jeg ikke rigtig kan få overblik, og egentlig til tider heller ikke vil have det.
" We walk the plank on a sinking ship.. "
Jeg føler ikke jeg kan nå alt det jeg gerne vil. Alt det der er at gøre. Alt det jeg bør, føler jeg ikke jeg magter. Nogle gange føler jeg ikke engang at det er noget værd mere. At gøre alle disse ting, og alligevel gå og have det skidt.
Vinteren er på vej. Efteråret er igang, og sommeren er slut. Lyset forsvinder. Som det gør hvert år. I takt med at det bliver mørkere og mørkere, bliver mit sind det også. Depressionen indtager, og får atter stor magt over min tilværelse. Lyset forsvinder fra dagen, og desværre også ud af mit liv. Og hvad mon der så vil ske om et par måneder, når jeg allerede nu kan se at der er kaos?
Jeg frygter for om jeg igen i år skal ædes op af et mørke der kommer indefra? En ond sygdom der spiser alt godt i mig indefra, og som ikke kan fjernes. Skal jeg bare ædes op igen i år? Svaret er ja. Jeg ved det jo godt. Jeg ved hvordan mit liv er forbundet med min sygdom. Jeg ved at mit liv er det samme hver vinter. At jeg hver dag skal kæmpe en kamp så hård at man kun kan vinde, hvis man er klar over det gælder ens liv. Det er fanme hårdt. Det gør ondt, det tager alle kræfter, og trangen til at give op vækkes skam. Se det som den værste dag i dit liv - nogensinde, genspilles igen og igen hver dag. At du må genleve de værste øjeblikke og værste følelser igen og igen og igen. At du, uanset hvem, tænker på at slippe væk fra det helved du lever i, for en hver pris? Hvad holder dig oppe? Ja, jeg ved ikke med andre.. Men det der holder mig oppe er nok mest af alt, at jeg ikke kan klare flere nederlag. At jeg simpelthen væmmes ved mig selv, når jeg ligger og siger til mig selv at det ikke er det værd. Det der holder mig, er at jeg ikke kan klare at være den svage. Jeg kan ikke holde ud at være svag. Svaghed er fint, så længe det er mig der hjælper, og ikke mig der skal hjælpes. Så længe det ikke er mig der er svag. Jeg er en stærk person, ikke kun fordi det er det jeg vil, men fanme om jeg har været svag. Svagere end jeg nogensinde vil indrømme overfor andre end mig selv. Jeg kan ikke holde ud af have ansvaret for at jeg har været så svag, selvom det naturligvis er mit eget ansvar. Jeg fandt min vej. Jeg halede mig selv op af det sorte hul, fordi jeg ikke ville have hjælp. Jeg gjorde det SELV. Derfor er jeg stærk. Fordi det jeg hjælper folk med, det folk kæmper med, det jeg har været igenmmen gang på gang, det kan jeg. Jeg redede mig selv, da ingen andre kunne. Det lyder måske som om jeg har høje tanker om mig selv. Men jeg kender min styrke og mit værd, og jeg er ligeglad med hvordan folk ser på det, så længe jeg selv ved hvad der er rigtigt.
Tænk lidt over det. Hvad har du overvundet? Hvad har du opnået?
