Brighter lights in Copenhagen

A lot has happened since I last updated you guys. Yes, I got kicked out of school. My principle put me on hold for the year out, saying I could take third year over again. Like that's gonna happen. Two weeks after my big breakdown, I made a decision. A huge decision that was gonna turn my life upside down. I decided to move away from home. I moved to the opposite side of the country. I now live in a basement room below my sister and her boyfriend's apartment. I moved from the countryside to the capital. Yes, I now live in Copenhagen.
It was a big decision, but I cannot say it was a hard decision to make. I had nothing left to do in Jutland. I lost everything. The only thing that made me get up in the morning. After getting kicked out of school, I slept for days. I cried, slept, woke up, went to the bathroom, slept, woke up, cried, ate, went back to sleep.. I couldn't get myself to face the reality, so I just slept. I slept to keep away the pain.
My sister suggested that I could come and move in with her and her boyfriend. I had to think about it, cause it was a big decision in the middle of my chaotic state of mind. I did it. I moved.
When I first got here, my sister and I started looking for jobs for me. The first day I went out with job applications I was nervous. I handed over 6 applications that day. The next day I went out there again, and while handing over my 7th application I was offered a jobinterview right away. Sure I thought, and guess what - I got the job. Right then and there. I'm starting this week. I am a substitute at a kindergarden. I'm gonna work with small children. I am so glad. 2 weeks after getting kicked out of school, I had a job AND a place to live in Copenhagen.
We are renovating the basement I am going to live in. Today I finished painting all of the walls, and tomorrow we are going to paint the floor. THEN I'll be ready to move my stuff in, and we'll be going to IKEA on friday, to find me some new furniture. I've never been to IKEA before, so that's gonna be exiting.

Oh, and by the way... I'm going to a Simple Plan concert tomorrow!!! I'm so exited!! I love them! - the only con about it is, that I am going to the concert alone. Non of my friends like the music I like, and the once that do, doesn't have any money or don't have the time or whatever excuse.

That was all for this time, hope to update you guys soon again. This is a post written on a sleepless night. It's 2 AM, so I better try to sleep. Cya guys.

Letter Challenge Day 15

A letter to the person you miss the most.

Dear Mette

I'm not sure how to combine the word "miss" with my feelings about you at the moment. Right now you are without a doubt, the person whom I send the most thoughts during the day. It's like you're a puzzle and I can't get all of the pieces to fit - and yet I still can. It's like I've been reading your mind lately. I ask you questions which I already know the answers to. I just want to hear it from your mouth.
I want to share my experiences with you, but I'm afraid it'll be for no good use. I know what you're going through - Trust me, I really really do. So I guess you could say I'm not reading your mind, but simply just having the knowledge to know that you're thinking exactly the same thoughts, that I did once.
I know what you want at the moment, and I know what it takes to learn the lesson - 'cause I did it too. You have to be stupid before you can learn to be wise. You have to be blind before you can learn to see. I guess I'm writing this because it has occurred to me, that the chance I have to make you see it clear, before it becomes pure horror; is very small. There are many ways in which I could try to make you see, but without your interest in knowing what I learned, it would be a waste of time for us both. When I was at the point in which you are right now I was stupid - people tried to make me see, but I was stupid because I didn't listen. I know that now. But honestly it would be a huge surprise if you weren't stupid like I was. In that case I must have misjudged the similarity between us - god I hope I have! A dream you get when you gain the knowledge that people in my place have, is to share your knowledge and stop just ONE person from making the same mistakes you did. Many of us never succeed. I'm not sure if I did at some point in my journey - But if I had to pick one particular person to be the one I stopped; No doubt that it'd be you. I mean... I love you so fucking much? No one should ever have to go through what I did - I wouldn't even wish this upon my worst enemy! And knowing that you're making the same mistake I did, which got to be the largest mistake of my life, and it's not in my power to make the right choice for you - IS AWFUL! It's not much different from watching your friend slit his wrists and then suffer a slow and painful death, while you're just watching. You want to interrupt, but you can't.

But sweetie, I'm not gonna try to force you into doing what I wish you would. Just know that I'm here for you every day, every night - ready to support, help, talk to or whatever you'd like. And the day you'll be ready to take in the knowledge, I will gladly tell you and help you understand. But just know this: I am not gonna judge you, I am not gonna blame you, and I am not gonna leave you. Even if you say you don't need me, I'll still be the one picking up the phone at 3 AM ready to listen and understand. A lot of people will listen, but only a few of them will understand.
You know you've got me - never be afraid to use it. I won't ask for anything in return, cause you've already given me so much.

Yours truly
Kiri Rehmeier

E

- et lille digt skrevet den 12. april 2011


Det har taget lang tid at indse du ikke kommer tilbage,
hvorfor føler jeg at her er tomt uden dig?
Vi havde fede tider jeg har intet at beklage,
ud over det faktum at du røvrendte mig.

I starten var der gnister i dine øjne,
en ubeskrivelig rus hvor vi følte vi fløj.
Vi brændte for at mærke hinanden nøgne,
du fremstod sød men jeg vidste jo du løj.

Det er dyret inden i mig der styrer når jeg er med dig,
men når du ikke er her vil jeg bare mærke dine arme.
Jeg elsker når du rører, men jeg hader det du gør ved mig,
er jo godt klar over du aldrig kan give mig varme.

Alt det jeg elsker ved dig, hader jeg som pesten,

og jeg tænder på at du er alt for slem.

Du kan ikke beslutte dig, men jeg kan næsten,

men den leg vi kører er ikke spor nem.

Når musikken spiller ved jeg du er min,
men natten vil aldrig kunne vare evigt.
Når jeg er alene ønsker jeg at være din,
med lukkede øjne ser jeg kun dit ansigt.

Dit slørede blik indtager min krop og mit sind,
til mig taler dine blå øjne ingen sandhed.
Jeg kan ikke klare at være så pisse blind,
for når du kigger på mig ønsker jeg det ku' vare ved.

Lysten til at glemme dig forstærkes hver dag, 

du får ikke lov til at plage mig mere. 

Men når natten falder på er det en anden sag,

får i mørket bliver længslerne flere og flere.

Det er alt for fedt når jeg er på et af dine trip,

for jeg ved jo du er farlig min ven.

Det æder mit hjerte op hver gang jeg skal give slip, 

men imorgen gør jeg det igen! 

Lægger hovedet tilbage med flasken for min mund,

rusen mod fornuften - den er en sikker vinder.

Efter få øjeblikke ser jeg tydeligt flaskens bund,

jeg glemmer dig i nat, håber det aldrig forsvinder.

© Kiri Rehmeier

Blog challenge day 7

Meningen med mit blognavn

Ja, som jeg egentlig har skrevet før, så er meningen med mit blognavn jo, at alle folk brokker sig. Og det gør jeg også. I stor stil. Men fordi jeg har en svær depression, og en masse diverse problemer som størstedelen ikke har, så hedder min blog "some people have real problems". Egentlig er det efter et album med Sia, der laver fantastisk musik.

Men da jeg lavede min blog, vidste jeg at den ville blive meget om mine personlige problemer og dilemmaer - Deraf navnet.

Min blogs navn

Tweet

Min blog hedder egentlig "Some people have real problems." fordi en sangerinde der hedder Sia, har lavet et album der hedder det. Og jeg synes det passede meget godt til mit liv. Nogle kæmper med forældrene og skolen, måske arbejdet, og synes de har det hårdt. De tænker ikke på folk som mig, og dem der har det værre. Mange mænd, når de er syge så er der simpelthen ikke nogen der kan have det værre end dem. Jo, det er der sku søde skat.

Forsvar

Tweet

Ja. Nu har vi jo lige haft om Freud og hans æg i dansk. Æget består jo at 3 dele. Overjeg'et som er moraler, normer og regler og alt det der. Jeg'et som er personligheden, den vi er. Og id'et som er lyster, drifter og alt det der gør os dyriske.

Og så er der den 4. del, som ikke altid er med på tegningerne; Forsvarsmekanismen. Den der beskytter Jeg'et fra omverdenen, og i nogle tilfælde også ens drifter. Jeg tror forsvaret er større hos mig, end hos så mange andre.

Jeg har været meget igennem. Jeg har haft det meget svært. Jeg har nået at få rigtig meget modgang i mit kun 17 årige liv. Jeg beskytter mig selv. Meget. Min psykolog (koen) siger at det hindre mig i mange ting. Men sådan nogle kommentare, synes jeg er lige til at proppe op i røven. Der har vi endnu et forsvarstræk. Jeg opfatter hendes forsøg på at hjælpe mig, som et angreb på mit jeg. Mit forsvar er blevet en stor del af mit jeg, fordi det i en lang periode har været det eneste jeg har haft at læne mig op af. Jeg har været afhængig af det. Hvis jeg ikke havde kunnet støtte mig til mit forsvar, havde jeg ikke overlevet alle de prøvelser som mit liv har budt mig. Jeg har skulle fortrænge mange ting. Sige "fuck det", og prøve at gemme det væk, til mange ting. Der har været meget pres på mit jeg, fra omverdenen, hvor jeg har været nød til at falde tilbage på mit forsvar. Jeg er svær at trænge igennem til. Jeg har en hård skal af forsvar omkring mig. Jeg bruger det som beskyttelse. Jeg har brug for beskyttelse. Jeg føler mig aldrig tryg. Jeg har gået så længe og været utryg, og det forsvar jeg har, har været den eneste tryghed jeg har haft. Derfor kan jeg ikke give slip på det. Jeg tror aldrig jeg kommer til det. Det er for farligt for mig. Det skræmmer for meget. Derfor har det boret sig ind i mig, og er blevet en del af mit jeg. Når mit jeg siger: "jeg er bange for at de ikke kan lide mig.." svarer mit forsvar: "Fuck det, de må de fanme selvom, jeg er ligeglad". Jeg har været nød til at overbevise mig selv om at jeg var ligeglad, for ikke at bryde mig selv ned med alt det der fylder mit hoved. Ikke bare den tanke, men også tusindvis af andre. Jeg har været helt alene. Selvom jeg stod i et rum omringet af andre mennesker var jeg alene. Jeg har været usynlig. Været tilstede, men ingen så mig. Jeg var der ikke for dem. Jeg var ingenting. Og når andre fortæller én at man er ingenting, så begynder man at tro på det i længden. Jeg gik meget længe, og var ingenting. Troede jeg. Der er meget store dele af mit liv jeg helst vil glemme. Noglegange får jeg flashbacks. Jeg ser ting der er sket, og jeg skriger indeni, når billederne suser forbi mine øjne. Jeg er traumatiseret af de ting der er sket for mig tidligere. Jeg er ude af stand til at deltage i skoleidræts-relaterede ting. Så træder forsvaret ind og siger stop. Nej. Det gør du ikke. Og så kommer billederne igen. Smerten i brystet banker, mens det føles som om min rygsøjle er ved at krølle sig sammen, for at gøre mig mindre, ubemærket og usynlig.

At blive valgt sidst til holdet. Det kunne tage pusten fra mig da jeg var lille. Hver gang. Altid. Den var stensikker. At føle sig hadet. At holdkaptejnerne kan stå og skændes om hvem der skal døjes med at have mig på holdet, fordi den der oprindeligt skulle have mig, den sidste spiller, ikke vil have mig med på sit hold. Jeg forstod det aldrig. Jeg forstår det stadig ikke. Hvad er det ved mig? Hvad er det jeg har gjort for at fortjene det liv, jeg har haft?

Efter flere år, hvor du har fået advide at du er grim, dum og tyk. Ubrugelig? At du bare ikke er god nok! Undre det så nogen at jeg idag lider af depression. Undre det nogen at jeg har lidt af en meget slem spiseforstyrrelse gennem flere år. Det tror jeg sku ikke. Men det undre nogen at jeg ikke ser på livet som de gør. Jeg er tit blevet spurgt; "Hvordan kan du være deprimeret? Livet er smukt" .. for dig måske? Jeg siger ikke at andre ikke har, eller kan have haft det hårdt.

Dem der har været medvirkende til at mit liv har været så hårdt som det har. Ja, jeg hader mange. Men jeg ville aldrig ønske noget af det jeg har været igennem for nogle af dem. Selvom de har gjort mig så ondt, ville jeg aldrig ønske det for nogen. Ingen fortjener det pis.

Idag har jeg det bedre. I dag spiser jeg næsten altid normalt. Der er stadig dage indimellem hvor jeg intet spiser, men de dage betegner jeg bare som dårlige dage. Der er stadig dage hvor jeg kan sinde mig selv liggende på gulvet med tårer i øjnkrogen og et tomt blik. Der er stadig dage hvor alt ser sort ud. Jeg tager stadig antidepressiv medicin, og jeg er ikke sikker på om jeg nogensinde kommer til at stoppe på det. Men idag har jeg nogen som jeg ikke havde dengang. Jeg har folk der ser mig. Folk der bekymre sig, og folk der ikke er pisse ligeglade.

Men alt i alt foretrækker jeg stadig at fortrænge fortiden, og bare se fremad. Sådan er det nu nok også bedst.

Foxy