Et sølle liv

Lille du
Der er glasskår i min seng
en skitseblok fyldt med lidende mennesker
for hver tåre indeni der falder
tænder jeg en ny cigaret
et halvtomt, et halvkoldt krus kaffe
med en smøg i min flab
står jeg midt i dødens gab

sidder i min ensomhed, min smerte og min tomhed
de ved at der er noget, men de ser dig ikke
de ved ik' hvem du er, men du vil mine vinger stikke
Hvem er jeg? Hvad er jeg? -engel, uheld, ussel
hvordan kan det være at i ser mig som en trussel?

Hvad fanden skal jeg sige når der ingen andre er?
selvmedlidenhed - hvad skal jeg dog med det?
men sprut og nikotin det skal fanme bare mixes
for farmand han har indset at det her det ik' ka' fixes.


(Denne skitse er over et år gammel)

Alt det hun er

Hun er som en sommer dag, hvor 

kliche det end lyder. Varm og 

nærmes ulidelig dejlig. Jeg får en 

lidenskabelig lyst, til at tage tøjet af, 

og mærke hendes varme på min 

nøgne hud. 

Hun er som en vase, med sine 

perfekte kurver. Bløde runde former, 

men stadig tynd og skrøbelig. Tab 

hende ikke, for hun kan knuses i 

tusind stykker, som glas. En 

skrøbelig skønhed.

Hun er som en stjerneklar december 

nat. Hendes øjne funkler, mens hvid 

røg undslipper hendes varme mund. 

Kinderne bliver så smukt røde. Hvad 

mon hun gemmer på, bag de lange 

sorte skygger? 

Hun er som en rose, så betagende i al 

sin fryd. Et forvirrende mønster, 

men så hypnotiserende smuk og sød. 

På trods af kulden og livets realitet, 

vil hun altid atter genopstå, selvom 

hun falmer.

Hun er som en aftenkjole, så fin at 

man ikke kan undgå, at vende sig og 

tage et ekstra kig. Udenpå er hun 

bedårende, dog kan det skønne ydre 

ikke måle sig med skønheden, der er 

inden under.

Hun er som et kys, så umådelig 

kærlig mod mine læber. Hun vækker 

følelser i mig, der giver mig årsag. Et 

kærtegn der giver lykke og mening til 

livet. Jeg smelter indeni, når hun siger

 "kys mig".

Hun er som en tåre, så ren og blid 

mod min kind. Et udtryk for de 

dybeste følelser, der fylder mit 

blødende hjerte. Så vemodig, så 

hvorfor leve? Fordi jeg har hende, 

aller dybest inde.

Af Kiri Rehmeier

Dedikeret til mit livs lys, min eneste sande kærlighed.

Søvnløshed

Mit hovede føles proppet. Tankerne

hober sig op, og danner et virvar af 

bekymringer. Jeg er altid bekymret. 

Der er altid ét eller andet, der går mig 

på. Det stopper aldrig. Det er som om 

jeg ikke kan lade være. Nærmest 

umuligt at styre dem andre veje.

Mine tanker racer altid rundt, og der 

er faktisk aldrig ro i mit hovede. Ofte 

kan for mange bekymringer blandet 

med uoverskuelighed, resultere i panik. 

Panisk angst der driver mig helt der ud, 

hvor vandet er så dybt, at man ikke 

længere kan ane bunden under sig. 

Helt der ud ,hvor distancen er så 

lang, at man ikke længere kan skue 

land i horisonten. Derude hvor det blå 

hav er så dybt, at det blå bliver sort. 

Jeg kan ikke bunde. Bunden er ikke 

eksisterende, og jeg er ikke længere i 

stand til, at holde mig selv flydende. 

Armenes febrilske fægten i kampen 

for at holde hovedet over vand 

svigter, og jeg synker - dybere og 

dybere. Angsten er for længst 

grebet ind, og har taget på mig. Det 

nytter ikke noget at kæmpe imod, det 

er allerede for sent, at styre den vej. 

Så jeg gør det eneste der er tilbage 

at gøre. Lader mig synke endnu 

dybere. Svigter bevidstheden mon 

før jeg når at ramme bunden? Jeg 

synker - langsomt. Da jeg løber tør 

for luft, og som jeg tvinges til at tage 

en indånding af det tunge sorte hav

Vågner jeg.

Af Kiri Rehmeier / natten til den 18. august 2012