Viser opslag med etiketten defense. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten defense. Vis alle opslag

5. maj 2012

I have trich.

I have a confession. I have been trich'ing for hours straight now, and I haven't found the strength to stop until now. I just thought I'd tell you a little something about a thing that I'm dealing with right now. I have Trichotillomania. In case that doesn't ring a bell, it is classified as an impulse control disorder. It is basically a compulsive urge to pull your own hair out.

Now the second sentence of this post suddenly make sense. Yes. I have been sitting for hours straight and pulled my own hair out of my scalp. Crazy? Maybe. I am not the one to judge. I know for a fact that this is an illness, but that it is something I am in control of myself. But since when is that uncommon? We see it all the time!
Anorexia: Start eating - Bulimia: Stop purging - Obesety: Lose weight - Depression: Smile - Self harm: Stop hurting yourself.
This is to prove a point - it isn't something you can just stop, and or, start doing - Okay? People think "Why do you do that? Stop it." Well wow! You can't just tell a bulimic to stop purging from one day to another can you? Tell an anorexic to start eating? NO GOD DAMNIT! So what is it people don't understand? You can't just stop this either! Mental health is not something you get by just snapping your fingers! AND IT DOESN'T HELP THAT YOU JUST TELL ME TO STOP DOING IT, OR THAT I NEED TO STOP!!

So.. I have been pulling my hair in many different ways since I was a child. The earliest memory I have of myself doing it, was in fourth grade. I was 10 years old, sitting at my table in class. I remember playing with my hair and not being able to stop. I just wanted to feel it between my fingers. So I kept playing with it. This went on for years, but then I stopped. It has been on and off since then. I stopped again when I was 17 I think, and didn't do it for about two years. Then I relapsed and now I am doing it again. Only this time I googled it, and found out that it is actually a disease, and not just a bad habit that you can just get rid of, just like that. I wanted to spread the word, because not many people know about this illness. It is more common than you realize. And much more serious than it seems. Having to deal with the hairloss, the shame, trance, people pointing it out, the questions, covering up, but most of all the urge. It sucks. Trichotillomania truly fucking sucks. And it's nothing to make fun of.

I trust my readers, therefore I trust you with this deep deep confession of mine.
I was crying when I wrote this. 

25. jan. 2011

Survival

Survival.. It's a funny thing. We fight our whole lives for survival, though we all know, we are not gonna survive life anyway.
A wise man once said: "don't take life too serious, you're not gonna survive it anyway". I consider this a very wise quote. Do what you want to and have fun. Enjoy life - you only get one.
But another wise man told people to make something out of their lives, cause they would never get another. I do not know if you should fight to get a good and long life, or just live every day like there would be no tomorrow.
I do not know what would be the smartest thing.

Some say life is the largest gift you will ever get. What if I hate the fact that I got it?
What if I now wish not to be here? What if all I wanna be is....... Nothing? Gone? Air maybe?
Yes, I would like to be air. I wish that, when the next blow of the wind meets my skin, I would fade. Go along with the wind blow and be free.

Wait.. I think I just figured out what I want to..? I want to be free. I want to not be a prisoner in my own body and mind...

10. jan. 2011

LaFee - Der Regen fällt

En smuk sang



Oversat til dansk:

Hun er en stjerne
Hendes drøm er sand
Hun er åben
Endelig toppen
Hun danser i lyset
Hun ønsker at være der
Helt alene
Tusindvis af hænder - fest uden ende
Hun stiller ingen spørgsmål, kan ikke bærer svaret
Om natten ligger hun vågen
Og angsten kommer meget tæt på
Hun søger den pige hun var, men hun er der ikke længere
Regnen falder hun er nummer et
Regnen falder, de bare ønsker at være lykkelig
Regnen falder hun er alene i natten
Det er koldt i hendes værelse, når ensomheden vågner
Regnen falder så mange drømme af hendes Regnen falder, men ingen banker døren
Regnen falder, hun holder ikke længere til presset
Hun vil væk, hvor hun er ude af sit liv
Deres pligt
Er hendes ansigt
At smile
Igen og igen, at smile
Dette er drømmen
Lykken brænder
Ingen anerkender
Hun spiller til hendes lille hjerte brister
Ingen ved, hvad hun ønsker, fordi hun kun er sød og rolig
Om natten ligger hun vågen
Og angsten kommer meget tæt på
Hun søger den pige hun var, men hun er der ikke længere
Regnen falder hun er nummer et ...
Hendes pligt - er hendes ansigt
Smilende - altid smilende

2. jan. 2011

Pain without love


It's 02.15 AM
I'm still awake, and I am still numb. I have been numb for the last 20 hours.
I do not feel a thing. I think of everything that happened, and jet I still feel noting. Nothing at all.
A lot happened. Way too much. Good way to start my new year though - To get my head filled up with crap, bad words and more pain is always lovely.
In case you did not notice, that was irony.
I should be in my bed. Sleeping. I do not feel like it. I feel like.. Well, what the hell do I want? .... Nothing I guess. I feel like nothing. I guess you have to feel SOMETHING, to feel like doing something.
I want nothing. I don't wanna see nobody. I don't wanna hear anything.. not even music right now. I don't even wanna listen to the silence, but that is all that's left, when I do not want to listen to anything.
Silence..
Guess that's good right? Right.. I bet nobody in the country started this new year at bad as I did. I felt it all. Felt it burning in my chest. Felt the guilt, the pain, the suffer, the violence I put on other people. People I love. Just being here make others suffer. And not just ONE. Cause more happened that night. More. Like it wasn't enough, I had to be torn apart inside from other things too.
And now... I can't tell anyone. I can't tell anybody about my feelings, my experiences from that night, my broken heart and my broken soul. Nobody. Really. You'd think I always would have someone to talk to, but right now, I have not.
I figured.. that since I have no happiness in my life at all, my share of the world happiness must have gone to someone else. Well, at least that's what I hope. Cause just because I can't be happy, doesn't mean others can't get that little extra happiness, that should have gone to me.
You don't get it. You simply do not get it. You think you know it all, but you know nothing. Just get it.

5. okt. 2009

Forsvar



Ja. Nu har vi jo lige haft om Freud og hans æg i dansk. Æget består jo at 3 dele. Overjeg'et som er moraler, normer og regler og alt det der. Jeg'et som er personligheden, den vi er. Og id'et som er lyster, drifter og alt det der gør os dyriske.
Og så er der den 4. del, som ikke altid er med på tegningerne; Forsvarsmekanismen. Den der beskytter Jeg'et fra omverdenen, og i nogle tilfælde også ens drifter. Jeg tror forsvaret er større hos mig, end hos så mange andre.
Jeg har været meget igennem. Jeg har haft det meget svært. Jeg har nået at få rigtig meget modgang i mit kun 17 årige liv. Jeg beskytter mig selv. Meget. Min psykolog (koen) siger at det hindre mig i mange ting. Men sådan nogle kommentare, synes jeg er lige til at proppe op i røven. Der har vi endnu et forsvarstræk. Jeg opfatter hendes forsøg på at hjælpe mig, som et angreb på mit jeg. Mit forsvar er blevet en stor del af mit jeg, fordi det i en lang periode har været det eneste jeg har haft at læne mig op af. Jeg har været afhængig af det. Hvis jeg ikke havde kunnet støtte mig til mit forsvar, havde jeg ikke overlevet alle de prøvelser som mit liv har budt mig. Jeg har skulle fortrænge mange ting. Sige "fuck det", og prøve at gemme det væk, til mange ting. Der har været meget pres på mit jeg, fra omverdenen, hvor jeg har været nød til at falde tilbage på mit forsvar. Jeg er svær at trænge igennem til. Jeg har en hård skal af forsvar omkring mig. Jeg bruger det som beskyttelse. Jeg har brug for beskyttelse. Jeg føler mig aldrig tryg. Jeg har gået så længe og været utryg, og det forsvar jeg har, har været den eneste tryghed jeg har haft. Derfor kan jeg ikke give slip på det. Jeg tror aldrig jeg kommer til det. Det er for farligt for mig. Det skræmmer for meget. Derfor har det boret sig ind i mig, og er blevet en del af mit jeg. Når mit jeg siger: "jeg er bange for at de ikke kan lide mig.." svarer mit forsvar: "Fuck det, de må de fanme selvom, jeg er ligeglad". Jeg har været nød til at overbevise mig selv om at jeg var ligeglad, for ikke at bryde mig selv ned med alt det der fylder mit hoved. Ikke bare den tanke, men også tusindvis af andre. Jeg har været helt alene. Selvom jeg stod i et rum omringet af andre mennesker var jeg alene. Jeg har været usynlig. Været tilstede, men ingen så mig. Jeg var der ikke for dem. Jeg var ingenting. Og når andre fortæller én at man er ingenting, så begynder man at tro på det i længden. Jeg gik meget længe, og var ingenting. Troede jeg. Der er meget store dele af mit liv jeg helst vil glemme. Noglegange får jeg flashbacks. Jeg ser ting der er sket, og jeg skriger indeni, når billederne suser forbi mine øjne. Jeg er traumatiseret af de ting der er sket for mig tidligere. Jeg er ude af stand til at deltage i skoleidræts-relaterede ting. Så træder forsvaret ind og siger stop. Nej. Det gør du ikke. Og så kommer billederne igen. Smerten i brystet banker, mens det føles som om min rygsøjle er ved at krølle sig sammen, for at gøre mig mindre, ubemærket og usynlig.
At blive valgt sidst til holdet. Det kunne tage pusten fra mig da jeg var lille. Hver gang. Altid. Den var stensikker. At føle sig hadet. At holdkaptejnerne kan stå og skændes om hvem der skal døjes med at have mig på holdet, fordi den der oprindeligt skulle have mig, den sidste spiller, ikke vil have mig med på sit hold. Jeg forstod det aldrig. Jeg forstår det stadig ikke. Hvad er det ved mig? Hvad er det jeg har gjort for at fortjene det liv, jeg har haft?
Efter flere år, hvor du har fået advide at du er grim, dum og tyk. Ubrugelig? At du bare ikke er god nok! Undre det så nogen at jeg idag lider af depression. Undre det nogen at jeg har lidt af en meget slem spiseforstyrrelse gennem flere år. Det tror jeg sku ikke. Men det undre nogen at jeg ikke ser på livet som de gør. Jeg er tit blevet spurgt; "Hvordan kan du være deprimeret? Livet er smukt" .. for dig måske? Jeg siger ikke at andre ikke har, eller kan have haft det hårdt.
Dem der har været medvirkende til at mit liv har været så hårdt som det har. Ja, jeg hader mange. Men jeg ville aldrig ønske noget af det jeg har været igennem for nogle af dem. Selvom de har gjort mig så ondt, ville jeg aldrig ønske det for nogen. Ingen fortjener det pis.
Idag har jeg det bedre. I dag spiser jeg næsten altid normalt. Der er stadig dage indimellem hvor jeg intet spiser, men de dage betegner jeg bare som dårlige dage. Der er stadig dage hvor jeg kan sinde mig selv liggende på gulvet med tårer i øjnkrogen og et tomt blik. Der er stadig dage hvor alt ser sort ud. Jeg tager stadig antidepressiv medicin, og jeg er ikke sikker på om jeg nogensinde kommer til at stoppe på det. Men idag har jeg nogen som jeg ikke havde dengang. Jeg har folk der ser mig. Folk der bekymre sig, og folk der ikke er pisse ligeglade.
Men alt i alt foretrækker jeg stadig at fortrænge fortiden, og bare se fremad. Sådan er det nu nok også bedst.
Foxy