Horror movie in my head

I wake up at least ten times every night covered in sweat, barely awake long enough to know, that the cruel reality I just escaped was just a horrible nightmare.

Then I fall back asleep, and usually the previous dream continues from where I awoke. Not missing a second of the horrific events. Almost like pressing the pause button on the remote. Awful. 

I cannot escape the nightmares. These nightmares are not those with monsters and blood every where. These are realistic. 

Car crashes with me in the drivers seat and my friends in the back. 

Being humiliated at school. Getting in fights

Standing in a bar and being verbally attacked by someone you think you might know from somewhere.

Having horrible red itching rashes everywhere, that everyone notices.

These things might not sound bad, but the unpleasant aura and the general horror-like mood in the dream makes it bad. Actually feeling the pain as if it was real.. Very real. Screaming from the pain but no sound is to be heard and suddenly... I can't breathe. So I suffocate.

Søvnløshed

Mit hovede føles proppet. Tankerne

hober sig op, og danner et virvar af 

bekymringer. Jeg er altid bekymret. 

Der er altid ét eller andet, der går mig 

på. Det stopper aldrig. Det er som om 

jeg ikke kan lade være. Nærmest 

umuligt at styre dem andre veje.

Mine tanker racer altid rundt, og der 

er faktisk aldrig ro i mit hovede. Ofte 

kan for mange bekymringer blandet 

med uoverskuelighed, resultere i panik. 

Panisk angst der driver mig helt der ud, 

hvor vandet er så dybt, at man ikke 

længere kan ane bunden under sig. 

Helt der ud ,hvor distancen er så 

lang, at man ikke længere kan skue 

land i horisonten. Derude hvor det blå 

hav er så dybt, at det blå bliver sort. 

Jeg kan ikke bunde. Bunden er ikke 

eksisterende, og jeg er ikke længere i 

stand til, at holde mig selv flydende. 

Armenes febrilske fægten i kampen 

for at holde hovedet over vand 

svigter, og jeg synker - dybere og 

dybere. Angsten er for længst 

grebet ind, og har taget på mig. Det 

nytter ikke noget at kæmpe imod, det 

er allerede for sent, at styre den vej. 

Så jeg gør det eneste der er tilbage 

at gøre. Lader mig synke endnu 

dybere. Svigter bevidstheden mon 

før jeg når at ramme bunden? Jeg 

synker - langsomt. Da jeg løber tør 

for luft, og som jeg tvinges til at tage 

en indånding af det tunge sorte hav

Vågner jeg.

Af Kiri Rehmeier / natten til den 18. august 2012

Nattetanker

Ligger i mørket. Det eneste der bryder 

tavsheden er lyden af regnvåde veje, 

mens bilerne passerer forbi mit vindue. 

Søvnløsheden er dræbende. Selvom 

søvnen er tiltrængt, er den umulig at 

opnå netop denne nat - Denne nat, 

så vel som mange andre nætter. 

Beslutter mig for, at en cigaret mere 

ikke ville skade. Disse nattetimer er 

alligevel gået til spilde på nyttesløs 

forsøgen på at opnå søvnen, der 

efterhånden virker så fjern som paradis. 

Lige så uopnåelig. Overvejer mange 

gange at droppe søvnen for denne nat. 

Bare forblive vågen. Da jeg drejer hjulet 

på lighteren, lyses rummet op. Ikke meget, 

men nok til at få mig til at knibe øjnene 

sammen og blive blændet som en muldvarp. 

Nu er kun den røde glød synlig i det sorte. 

På trods af, at der intet er at se, har jeg

fortsat mine øjne åbne. De grønne.

Jeg har aldrig brudt mig om stilhed, så 

byens liv er betryggende i den sorte nat.

Den fortsatte lyd af biler der gennemtrænger 

små samlinger af regnvand på asfalten. 

Hvad mon de skal? De som kører rundt 

klokken halv fem om morgenen.

Night of the thousand dead frogs

Last night was the night of the thousand dead frogs.
The rain fell so hard it washed away all the dry dust.
The entire road had a huge smudge of water on it.
I went out driving while it was raining in the dark.
The rainfall was the only sound in the silent night.
Darkness only disturbed by the headlights of my car.
A ride where white meets black right there in front.
A landscape only decorated by lines of tears from above.
Raindrops falling so hard the wipers cannot keep up.
The wind fighting a struggle to sweep you off the road.
A fox crosses the road while looking like a starving cat.
The distance seems to grow longer for every mile.
The destination seems further away than it did at first.
Water is lying on the road making a miniature flood.
The flood leaves the frogs to try and save their lives.
The road so full of water that the frogs swim across.
Tires loosing grip of the road makes it hard to brake.
Blindness in the dark leaves the frogs to get run over.
Driving slow to notice every little thing coming up.
Seeing dead frogs floating around on the rainy road.
People thinking nobody would go out in this weather.
Recklessly they skate the road slipping when turning.
The radio drowning in the sounds of falling raindrops.
All blinded by the white headlights of oncoming cars.
The black night is the long dark tunnel which you're in.
Suddenly disturbed by a white light coming towards you.

- by Kiri Rehmeier