Der var engang en pige. Hun blev mobbet i skolen. Ingen ville kendes ved hende. Hun følte sig hadet. Hun troede at verden ville være bedre tjent uden hende. Men hun turde ikke gøre noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Så hun gjorde ikke noget ved hendes tilværelse. Hun gjorde noget ved sig selv. De ting der skete omkring hende hun ville ønske hun kunne flygte fra. Hvor den pige er idag, ved igen. Måske er hun død. Væk for altid. Måske gemmer hun sig, og er bange for at komme ud. Måske tør hun ikke, fordi hun er bange for at blive såret igen. Man tror det er slemt mens man stadig har sårene. Mens de stadig er friske. Men man tror på at det en dag skal gå over. Hvad pigen ikke vidste var, at det er værre at have arene. Arene på hendes sjæl brænder hver gang hun tænker på den gang. De gange der er blevet smidt bolde og beskidte bemærkninger efter hende. De gange hvor alle har været imod hende. De gange hun er blevet valgt sidst til holdet i idrætstimerne. De gange hvor hun er blevet råbt af, og svinet til. De gange hun har følt sig glemt. De gange hvor hun var sikker på at hun var usynlig, fordi ingen så hende. Og mange andre tidspunkter. De øjeblikke man aldrig glemmer. De følelser der gør allermest ondt. De ligger i hende. Og det vil de altid gøre.
Der var engang en anden pige. Hun kigger sig i spejlet. Hun ser en pige, der har alt hvad hun har brug for, og mere til. Hun skammer sig. For hun er ikke tilfreds. Hun er tilfreds med hendes liv, men hun kan ikke være lykkelig for det. Hun har alt hvad hun kunne ønske sig, men noget stopper hende. Hun er ikke lykkelig. Hun lider af de ar der er på hendes sjæl. Hun har ofte sagt, at hun snart ikke kan mere. Og hun mener det altid. Men fordi hun har så meget, om hun kan være lykkelig for det eller ej, så kan hun ikke bare smide det hele på gulvet. Det er også godt. Hun fortsætter. I håbet om at det en dag vil ændre sig. Alt hun har er håbet.
