Søvnløshed

Mit hovede føles proppet. Tankerne

hober sig op, og danner et virvar af 

bekymringer. Jeg er altid bekymret. 

Der er altid ét eller andet, der går mig 

på. Det stopper aldrig. Det er som om 

jeg ikke kan lade være. Nærmest 

umuligt at styre dem andre veje.

Mine tanker racer altid rundt, og der 

er faktisk aldrig ro i mit hovede. Ofte 

kan for mange bekymringer blandet 

med uoverskuelighed, resultere i panik. 

Panisk angst der driver mig helt der ud, 

hvor vandet er så dybt, at man ikke 

længere kan ane bunden under sig. 

Helt der ud ,hvor distancen er så 

lang, at man ikke længere kan skue 

land i horisonten. Derude hvor det blå 

hav er så dybt, at det blå bliver sort. 

Jeg kan ikke bunde. Bunden er ikke 

eksisterende, og jeg er ikke længere i 

stand til, at holde mig selv flydende. 

Armenes febrilske fægten i kampen 

for at holde hovedet over vand 

svigter, og jeg synker - dybere og 

dybere. Angsten er for længst 

grebet ind, og har taget på mig. Det 

nytter ikke noget at kæmpe imod, det 

er allerede for sent, at styre den vej. 

Så jeg gør det eneste der er tilbage 

at gøre. Lader mig synke endnu 

dybere. Svigter bevidstheden mon 

før jeg når at ramme bunden? Jeg 

synker - langsomt. Da jeg løber tør 

for luft, og som jeg tvinges til at tage 

en indånding af det tunge sorte hav

Vågner jeg.

Af Kiri Rehmeier / natten til den 18. august 2012