Sne

Behøver det virkelig være sådan her?

Tjah.. For at være ærlig, kan jeg ikke forstå hvorfor der er folk i verden der kan lide sne. Jeg hader det. Jeg kan ikke forstå hvordan nogen kan synes at et landskab dækket af sne kan være smukkere end et landskab med grønt græs. Levende græs. At man kan synes død er smukkere end det levende. Sne er dødt. At nogle hellere vil se ud over et landskab dækket med død - Sne dræber. Alt det rører ved dør. Så snart der har lagt sig et lag sne ovenpå det levende grønne græs, så dør det? Hvordan kan det dog være smukt? Jeg forbander personligt sne langt væk. Jeg synes hverken det er flot, hyggeligt eller behageligt på nogen måde. De andre snakker om hvor skønt det er at sidde indenfor med en kop varm kakao når det sneer udenfor. Jeg forstår det ikke. Jeg vil hellere sidde inde med en kop kaffe mens det regner udenfor. Eller sidde ude i solen med en smøg og nyde at naturen lever omkring en. Med vinteren følger død. Alting dør. Alting ser en ende, og må bukke under for kulden. Både naturen... og mit humør. Det dør. De kolde morgener tager pusten fra mig, allerede før jeg står ud af sengen. At se på ruden som det første når du har slået vækkeuret fra, for så at opdage du intet kan se. At sneen har fanget dig i en lille klaustrofobisk verden. At sneen har lagt sig på dine vinduer, som et tegn på at du egentlig ikke bør bevæge dig uden for. Det taler til mig på denne måde. Ikke som noget hvirvlende smukt der flyder hjertet med glæde. Det fylder tværtimod mit hjerte med kulde, sorg og død. Jeg synes det er fantastisk at nogle mennesker kan finde glæde i dette, men det er uden min forståelse. Jeg forstår ikke hvordan man kan få alt det her til noget godt. Jeg kan ikke se det hyggelige i at sidde indenfor og kigge ud på at der falder små kolde stykker død ned fra himlen. At se verden blive dækket af et koldt følelsesløst lag af hvidt dræbende nedbør. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne se på det som andre. Og ja, jeg ved da godt at naturen ikke dør som sådan, men nærmere går i dvale. Men hvorfor skal det levende og blomstrende gemme sig væk, for noget dødt? Hvorfor ikke liv? Frem for død. Jeg forstår det ikke. Nu er jeg sikkert heller ikke skapt til det Danske klima, men alligevel gør det mig så trist. At se alt det jeg elsker - alt det der for mig til at smile.. Krølle sig sammen og underkaste sig et lag af hvidt, koldt og tomt sne. At noget der rent faktisk har et liv skal træde til side for noget der ikke har. Det giver ikke mening i mit hoved.

Lige nu sidder jeg og kigger ud af mit vindue for hver sætning jeg skriver. Ser snefnugene lægge sig på mit vindue, på jorden og på taget. At noget udefra kommende, som er så lidt alligevel, kan berøve mig min lyst til at der overhovedet skal være en dag imorgen? - Det er virkelig sørgeligt. At noget, som for nogle virker så ligegyldigt, kan påvirke mig så forfærdeligt meget. Det smerter mig at se hvert snefnug lande. Jeg finder det deprimerende at skøjte rundt på vejen i bilen, på de glatte veje. At kigge ud af vinduet for at se at træerne står uden blade, men med et lille hvidt lag sne på hver gren. At kigge på naturen, og få indtrykket af at alle farver er forsvundet?

Jeg ser nok også anderledes på vinteren end de fleste andre. Jeg tænker lidt at jeg er en af de få der ser på sne som var det død, og derudover hader det så inderligt at jeg får lyst til at stoppe med at trække vejret hver gang jeg træder ud i den kolde luft. Tjah, jeg er nok bare en freak.

Enjoy the snow people! .. I know I won't