3. mar. 2009
At leve, og at være til
Lige pt vil jeg ikke selv mene at jeg lever. Jeg ser det mere som om at jeg sidder i et vente værelse, og bare er til. Jeg venter på at det bliver min tur til at leve. Jeg har været på ventelisten længe, men det er jeg jo ikke ene om, så jeg måtte vente længe, før jeg kunne få noget hjælp til at vende tilbage til livet. Jeg lever ikke. Jeg ser til, mens andres liv er i fuld gang. Så sidder jeg bare her på sidelinjen og venter på at det bliver min tur til at komme ind på banen, og tage del i spillet. På grund af en skade, bliver jeg nød til at blive siddende her på bænken, indtil det er okay igen. Men ventetiden på at jeg kan få hjælp til min skade er lang, så jeg har tilbragt lang tid på bænken nu. Man kan ikke spille en god kamp med en skade, så på bænken er ens kamp nærmest på standby. Og her kan jeg så sidde og vente. På at jeg får hjælp. På at min skade kan blive fixet. På at jeg igen kan deltage i spillet.
Foxy
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Vi lever i et dejligt velfærdssamfund (;
SvarSletJeg håber snart dit nummer bliver trukket (altså...nummeret til livet - bare for en god ordens skyld)
Vi lever i et lortesamfund. Hvis man er psykisk syg, skal man vente i flere måneder, for at der endda bliver samtale om behandling, og det er ikke engang sikkert at man får det, men hvis man brækker et ben, bliver man indlagt med det samme. Det er så undfair. People are dying from mental disordors everyday, and nobody cares! Take me serious god damn it!
SvarSlet