Ja. Nu har vi jo lige haft om Freud og hans æg i dansk. Æget består jo at 3 dele. Overjeg'et som er moraler, normer og regler og alt det der. Jeg'et som er personligheden, den vi er. Og id'et som er lyster, drifter og alt det der gør os dyriske.
Og så er der den 4. del, som ikke altid er med på tegningerne; Forsvarsmekanismen. Den der beskytter Jeg'et fra omverdenen, og i nogle tilfælde også ens drifter. Jeg tror forsvaret er større hos mig, end hos så mange andre.
Jeg har været meget igennem. Jeg har haft det meget svært. Jeg har nået at få rigtig meget modgang i mit kun 17 årige liv. Jeg beskytter mig selv. Meget. Min psykolog (koen) siger at det hindre mig i mange ting. Men sådan nogle kommentare, synes jeg er lige til at proppe op i røven. Der har vi endnu et forsvarstræk. Jeg opfatter hendes forsøg på at hjælpe mig, som et angreb på mit jeg. Mit forsvar er blevet en stor del af mit jeg, fordi det i en lang periode har været det eneste jeg har haft at læne mig op af. Jeg har været afhængig af det. Hvis jeg ikke havde kunnet støtte mig til mit forsvar, havde jeg ikke overlevet alle de prøvelser som mit liv har budt mig. Jeg har skulle fortrænge mange ting. Sige "fuck det", og prøve at gemme det væk, til mange ting. Der har været meget pres på mit jeg, fra omverdenen, hvor jeg har været nød til at falde tilbage på mit forsvar. Jeg er svær at trænge igennem til. Jeg har en hård skal af forsvar omkring mig. Jeg bruger det som beskyttelse. Jeg har brug for beskyttelse. Jeg føler mig aldrig tryg. Jeg har gået så længe og været utryg, og det forsvar jeg har, har været den eneste tryghed jeg har haft. Derfor kan jeg ikke give slip på det. Jeg tror aldrig jeg kommer til det. Det er for farligt for mig. Det skræmmer for meget. Derfor har det boret sig ind i mig, og er blevet en del af mit jeg. Når mit jeg siger: "jeg er bange for at de ikke kan lide mig.." svarer mit forsvar: "Fuck det, de må de fanme selvom, jeg er ligeglad". Jeg har været nød til at overbevise mig selv om at jeg var ligeglad, for ikke at bryde mig selv ned med alt det der fylder mit hoved. Ikke bare den tanke, men også tusindvis af andre. Jeg har været helt alene. Selvom jeg stod i et rum omringet af andre mennesker var jeg alene. Jeg har været usynlig. Været tilstede, men ingen så mig. Jeg var der ikke for dem. Jeg var ingenting. Og når andre fortæller én at man er ingenting, så begynder man at tro på det i længden. Jeg gik meget længe, og var ingenting. Troede jeg. Der er meget store dele af mit liv jeg helst vil glemme. Noglegange får jeg flashbacks. Jeg ser ting der er sket, og jeg skriger indeni, når billederne suser forbi mine øjne. Jeg er traumatiseret af de ting der er sket for mig tidligere. Jeg er ude af stand til at deltage i skoleidræts-relaterede ting. Så træder forsvaret ind og siger stop. Nej. Det gør du ikke. Og så kommer billederne igen. Smerten i brystet banker, mens det føles som om min rygsøjle er ved at krølle sig sammen, for at gøre mig mindre, ubemærket og usynlig.
At blive valgt sidst til holdet. Det kunne tage pusten fra mig da jeg var lille. Hver gang. Altid. Den var stensikker. At føle sig hadet. At holdkaptejnerne kan stå og skændes om hvem der skal døjes med at have mig på holdet, fordi den der oprindeligt skulle have mig, den sidste spiller, ikke vil have mig med på sit hold. Jeg forstod det aldrig. Jeg forstår det stadig ikke. Hvad er det ved mig? Hvad er det jeg har gjort for at fortjene det liv, jeg har haft?
Efter flere år, hvor du har fået advide at du er grim, dum og tyk. Ubrugelig? At du bare ikke er god nok! Undre det så nogen at jeg idag lider af depression. Undre det nogen at jeg har lidt af en meget slem spiseforstyrrelse gennem flere år. Det tror jeg sku ikke. Men det undre nogen at jeg ikke ser på livet som de gør. Jeg er tit blevet spurgt; "Hvordan kan du være deprimeret? Livet er smukt" .. for dig måske? Jeg siger ikke at andre ikke har, eller kan have haft det hårdt.
Dem der har været medvirkende til at mit liv har været så hårdt som det har. Ja, jeg hader mange. Men jeg ville aldrig ønske noget af det jeg har været igennem for nogle af dem. Selvom de har gjort mig så ondt, ville jeg aldrig ønske det for nogen. Ingen fortjener det pis.
Idag har jeg det bedre. I dag spiser jeg næsten altid normalt. Der er stadig dage indimellem hvor jeg intet spiser, men de dage betegner jeg bare som dårlige dage. Der er stadig dage hvor jeg kan sinde mig selv liggende på gulvet med tårer i øjnkrogen og et tomt blik. Der er stadig dage hvor alt ser sort ud. Jeg tager stadig antidepressiv medicin, og jeg er ikke sikker på om jeg nogensinde kommer til at stoppe på det. Men idag har jeg nogen som jeg ikke havde dengang. Jeg har folk der ser mig. Folk der bekymre sig, og folk der ikke er pisse ligeglade.
Men alt i alt foretrækker jeg stadig at fortrænge fortiden, og bare se fremad. Sådan er det nu nok også bedst.
Foxy
